Naturlig glutenfri mandelsmåkage med eller uden æg

Mandelsmåkager

Denne opskrift blev til på under en time forleden, da jeg synes jeg manglede en lækker hjemmebagt småkage jeg kan snacke med, når den lille søde tand opstår. Jeg elsker at bage kager og lave lækre spændende glutenfrie, mælkefrie og til tider veganske retter i mit smukke og funktionelle køkken med den skønneste udsigt over Silkeborg Langsø.

Opskriften skulle egentlig “bare” være naturlig glutenfri og mælkefri, men endte med at blive vegansk og low fodmap også. I selve opskriften har jeg anført de tre udgaver jeg kan komme i tanke om at lave.

Hjemme hos mig bevæger jeg mig imellem følgende begreber: glutenfri, naturlig glutenfri, kornfri, palæo, low fodmap, vegetarisk og vegansk. ALT jeg spiser er naturlig glutenfri, det meste er mælkefrit og hjemmelavet, af de bedste og reneste råvarer. JERF = Just Eat Real Food. Det er noget kroppen kan forstå, omsætte til god energi og nye sunde celler.

Selvom jeg ikke spiser svinekød, er jeg ikke veganer. Jeg nyder både fisk, fjerkræ, okse, lam og æg.
Når jeg laver mad eller kage der både er naturlig glutenfrit og vegansk kalder jeg det Veglutenfri.

Opskriften er til 24 stk.

Du skal bruge
200 g. hele mandler/mandelmel
150-200 g. rørsukker
3 past. æggehvider ved low fodmap/100 ml pisket kikærtevand ved vegansk
1 knsp. vanillepulver
2 tsk. stødt kardemomme
Desuden mandler eller pinjekerner til pynt

Sådan gør du:

Start med at male mandlerne til mel i en blender eller i en foodprocessor.

I en røreskål piskes æggehviderne/kikærtevandet luftigt og blandes derefter med rørsukkeret. Lad blandingen hvile lidt så sukkeret bliver opløst, pisk igen og tilsæt så mandlerne samt de resterende ingredienser ved at vende dem i skålen med en dejskraber.

Tænd ovnen på 200 grader.

Fordel spiseskefulde af dej på en bageplade beklædt med bagepapir.

Fordel pinjekerner eller mandelsplitter på dejklatterne og tryk dem lidt flade.

Bag kagerne midt i ovnen i 8-10 minutter, til kagerne er blevet gyldne. Gentag med resten af dejen. Jeg får 3 plader af 8 stk. småkager.

Småkagerne er meget bløde, når de kommer ud af ovnen, så lad dem blive på bagepladen indtil de har sat sig. Herefter kan du flytte dem over på en bagerist og afkøle helt.

Put alle de overskydende mandelsmåkager i en lufttæt beholder eller fin kagedåse og glæd dig til at smage igen.

OBS: er du low fodmapper, så må du kun spise en småkage pr. servering, da de indeholder ca. 10 gram mandel pr. stk.

3 thoughts on “Mandelsmåkager

Skriv et svar